Alternativ behandling

Spædbørns gråd er designet til at få forældrene op af stolen og i gang med at løse problemet. Når man selv må give op, og lægen ikke kan tilbyde nogen behandling, er det derfor helt naturligt at kigge i retning af alternativ behandling.

Det traditionelle sundhedsvæsen anerkender ikke alternativ behandling mod kolik, fordi der mangler evidente studier, der påviser en sikker sammenhæng. På den anden side hører man hele tiden den ene succeshistorie efter den anden om babyer, der er blevet hjulpet af alternativ behandling.

Hvis du har lyst til at prøve alternativ behandling, så gør forsøget i mangel på bedre. Der er intet at miste ved at prøve alternativ behandling. Det er dejligt at føle, at man gør noget, og behandlingen er altid nænsom og en god oplevelse for barnet. Men husk at være kritisk. Du kan have talt med nogen, hvis barn blev hjulpet af en kiropraktor, og som derfor anbefaler metoden til alle. Det gør ikke kiropraktik til en universel mirakelkur. Der er tale om et lykkeligt sammentræf mellem et specifikt problem og en relevant behandlingsmetode. Vær opmærksom på, at de fleste private behandlere entydigt anbefaler deres egen metode mod kolik.

Kig først og fremmest grundigt på dit eget barn, før du følger andres anbefalinger. Læg mærke til, hvordan problemet udmønter sig: Er afføringen normal? Er der problemer omkring amning/spisning? Vil barnet altid ligge/sove med hovedet til den samme side? Andet? Sæt dig dernæst ind i de forskellige behandlingsformer (læs mere her på siden), og find ud af, hvad de er gode til. Tilsidst, lyt til din mavefornemmelse. De ting i kombination kan måske lede dig i den rigtige retning mod en relevant form for alternativ behandling for dit barn.