Vi var i fuldstændig undtagelsestilstand, og jeg havde rigtig dårlig samvittighed overfor vores ældste datter

Asta var rolig om dagen og skreg om natten, og man vidste aldrig, hvor længe det stod på.

Jeg kan slet ikke beskrive, hvor udmattet jeg var – jeg plejede at gå rundt og rundt om spisebordet. En gang faldt jeg i søvn, mens jeg gik rundt med hende!

Mentalt gik jeg altid gennem fire faser: Først var jeg omsorgsfuld og rummende, så blev jeg ked af det og dernæst vred. Til sidst blev jeg helt apatisk. Jeg var ligeglad og følte ikke noget – det var faktisk det værste…

Tag imod al den hjælp, I kan få!

Jeg ville gerne kunne klare det, og jeg følte, at jeg skulle være stærk, derfor havde jeg også svært ved at tage imod hjælpen, når nogen spurgte.

Det var jo paradoksalt, for vores dagligdag og familieliv hang slet ikke sammen i den periode. Vi var i total undtagelsestilstand, og vi fokuserede udelukkende på at passe børn og sove, når det kunne lade sig gøre.

Det kræver overskud at arrangere hjælp og aflastning. Hele min dag gik med at tælle ned til kl. 20 – det var ren overlevelse på dag til dag-basis.

Omgivelserne skal vide, at de bare skal komme forbi og hjælpe med hvad som helst, det behøver ikke være planlagt. Al hjælp og opmærksomhed er en gave!

Menneskelig afmagt

Man bliver fuldstændig ødelagt som menneske af ikke at sove. Kolikgråd skaber så meget frustration, og man ender jo med at blive vred på dét her stakkels barn, der bare skriger sådan.

Jeg har altid været rimelig åben omkring, hvor presset jeg var. Jeg har da også lagt mit barn for hårdt ned i vuggen, og ja, jeg har også været vred og hvæsset: ”så hold dog kæft din forpulede møgunge!”. Jeg er ikke stolt af det, men jeg indrømmer det gerne, for det er sådan, man har det.

Det er tabubelagt, men alle, der går det igennem, når derud, hvor det ikke er sjovt mere. Det er afmagt. Det er menneskelig afmagt – og det er fremfor alt menneskeligt!

Babyen må godt flytte nu, mor!

Jeg var slet ikke den mor, som jeg gerne ville være i den periode, og jeg havde dårlig sammvittighed overfor Marie, den store. Marie var førsteprioritet, når hun kom hjem fra børnehave og indtil hun skulle i seng, men vi var jo ufatteligt trætte, og det kunne hun godt mærke.

Marie synes ikke, det var sjovt. Hun gjorde sig umage, men hun sagde også, nu gad hun ikke mere, nu kunne vi godt finde et andet sted til Asta. Hun var tre år, og hun god til at sætte ord på. Hun sagde fx også, at nu måtte det godt bare være mor, far og Marie.

Sådan nogle bemærkninger gør ondt, ford man føler, at man har frarøvet sit barn hendes trygge og forudsigelige tilværelse. Vi støttede hende i det og sagde, at vi godt forstod, at det var svært pludselig at skulle dele os.

Det er vigtigt for børn, at de voksne sætter ord på situationen. Man kan lægge ordene hos sig selv og sige: ”Puha, hvor er jeg træt af, at Asta græder nu. Jeg synes, hun har grædt hele dagen”. På den måde viser man barnet, at det er legalt, at være træt af den dér baby.

Det er nogle forbudte følelser, og børnene tror ikke, at de må have dem. Men jeg kan sgu godt forstå, at Marie var træt af at have en lillesøster, der bare skreg hele tiden, og nogle forældre, der var fuldstændig vendt på vrangen.

Den bedste hjælp er, hvis nogen gider komme og gå væk med den lille, så man kan få noget tid med den store. En storesøster på tre år har et stort behov for at føle sig valgt til. Og man kan komme langt på et par timer, hvor man bare sidder på gulvet og leger sammen.

Sæt dine egne grænser

Da Asta var 1,5 måned, var vi på en stor familietur i sommerhus, og det kan jeg slet ikke anbefale, at man gør! Man skal ikke tage et sted hen, hvor man kan sidde med følelsen af at være i vejen.

De andre ville så gerne hjælpe, og det blev et fælles projekt at trøste Asta og opfinde alle mulige måder at vugge hende på, men det var slet ikke det rigtige for mig. Det virkede ikke, og jeg havde bare brug for at tage hende ind for mig selv og gøre, som jeg plejede.

Første gang jeg blev mor, havde jeg svært ved at sige fra overfor andre, når de kom med deres idéer. Når man er mor for første gang, er det svært at sige: ”Stop med det dér, jeg ved, hvad mit barn skal have”. Det nytter ikke at gå på kompromis med sig selv af hensyn til andre.

Kærligheden til barnet kommer

Mads og jeg overlevede med humor. Asta hed aldrig andet end dragen: ”Åh, nu er dragen vågnet”! Så vidste man, at nu lå hun derinde og spyede ild…

Man må prøve at grine af, at det er så vanvittigt. Og så må man sige til hinanden: ”Øv, det her var ikke som forventet, men vi gør, hvad vi kan, og selvfølgelig kan vi klare det”. Det er vigtigt at huske hinanden på, at det ikke er for evigt.

Jeg kan huske, da der kom længere mellem skrigeaftnerne – alting lysnede! På den måde bliver barren for succes sænket rimelig væsentligt: Når hver dag er forfærdelig, bliver det helt almindelige pludselig fantastisk!

En fødselsskade

Det viste sig, at Asta ikke havde kolik i klassisk forstand, men at hun græd på grund af hold i nakken. Jeg havde slet ikke tænkt i de baner, for Marie havde også skreget utrolig meget som spæd, og vi fandt aldrig ud af hvorfor.

Vi kom til kriopraktor helt tilfældigt, fordi min veninde genkendte grådmønstret fra sin egen søn og gav mig nummeret.

Asta ammede kun på det ene bryst, og kiropraktoren forklarede, at det hang sammen med, at hun havde fået hold i nakken under fødslen. Fordi hun er født så hurtigt, havde hun ikke havde nået at skrue sig ned igennem fødselskanalen, men var blevet presset ud. Hun fik otte behandlinger i alt, og der var en tydeligt forbedring fra gang til gang.

Den fysiologiske forklaring på, hvorfor hun skreg, gav os håb. Nu var vi i gang med at løse det! Det betød også rigtig meget for min selvtillid og mit overskud til at rumme gråden. Hvis vi nogensinde skal have et barn mere, tager jeg hen i den klinik lige med det samme!

Kiropraktikeren afsluttede med at sige: ”Ja, temperamentet kan jeg jo ikke tage ud af hende…” Det var en ret fed bemærkning – Asta har i hvert fald bevaret et heftigt temperament!

Asta får en positiv fortælling med sig

Asta var fysisk stærk lige fra starten. Hun stod altid fremfor at sidde og gik, da hun var 10 måneder, og det er den historie, jeg tager med ud af det: Asta er født med en ekstremt stor vilje, og når hun får vendt den til noget konstruktivt, kan hun alt.

Jeg har ikke tænkt mig at lægge vægt på, at hun skreg som en besat i de første fire måneder, når hun skal høre historier  om sig selv som baby. Det skal ikke være en identitet, at hun var et ulykkeligt eller skrigende barn, der fik familien helt ned i knæ. Det er ikke det vigtigste.

På afstand af det hele, husker jeg bedre alle de gode ting, vi gjorde sammen: gåturene, den første sommer med hende, at være ved vandet. Jeg tænker nogle meget dejligere ting her på afstand.

Gode råd fra Didde:

  • Man skal fokusere på at være rigtig gode ved hinanden. Tag det, som den undtagelsestilstand det er, og husk på, at det går over.
  • Det er vigtigt, at kigge hinanden i øjnene, og se på barnet sammen, når det ikke skriger. At samle på gode oplevelser.
  • Den kronisk dårlige samvittighed overfor den ældste kan afhjælpes ved, at man arrangerer mest mulig alenetid, hvor man kan lege sammen uforstyrret. Og så må man acceptere, hvis den ældste slet ikke gider babyen. De viser selv interese, når de får lyst og er klar.
  • Det hjælper at tale med andre og høre andres historie. De ærlige historier, andre fortæller, gør det nemmere for én selv at acceptere det, man har været igennem og de følelser, man har haft.
  • Det er vigtigt, at pårørende anerkender problemerne og de følelser, man har som forældre. At man faktisk er rigtig træt af det barn, der skriger sådan. Den følelse ændrer sig med tiden, så det skal man ikke have dårlig samvittighed over. Giv det plads.