Det var mit første barn, og jeg følte mig som verdens værste mor

Vi kom fra hospitalet med en rigtig lille guldklump! Wencke var et mildt barn, og det gik godt. Men da hun var 2-3 måneder, begyndte hun at græde. Hun græd fra kl. 18-19 om aftenen, og det stoppede først igen kl. 03-04 om natten. Det eneste, der kunne berolige hende, var, at vi gik lange ture eller bar hende på skulderen. Nogle gange gik min kæreste med barnevognen til kl. 03 om natten.

I starten tænkte jeg: ”Det her kan vi sagtens klare, vi er et stærkt par. En lille smule gråd skal da ikke slå os af banen!”. Men efter en måned kom jeg i tvivl. Når Wencke begyndte at græde, så græd jeg også. Min verden krakelerede. Jeg kunne ikke trøste mit eget barn! Det var et nederlag, og derfor var jeg heller ikke særlig god til at dele min frustration med nogen.

En virkelighed, som ingen forstod

Folk gav os mange velmenende råd, men de var baseret på, at vi var førstegangsforældre. Det var: ”prøv med kamille-the”, ”hun er nok sulten”, osv. Vi følte os talt ned til, og det gjorde situationen endnu mere frustrerende for os. Vi prøvede at forklare folk, hvordan det var, men folk slog den massive gråd hen som en bagatel: ”Hun har nok kolik, det går over”. Men det var ikke en bagatel for os, det var en forfærdelig tid fuld af stress, afmagt og ensomhed. Det jeg havde behov for var,at nogen gav mig et knus og sagde ”prøv at høre, det skal nok gå det her!”. Nogen der kunne vejlede mig og tale med mig om det at være mor.

Jeg pressede ofte mig selv ud af døren, selv om jeg slet ikke havde energien. Hvis jeg gav for megetop, var jeg ikke en rigtig mor, synes jeg. Jeg forsøgte at opretholde en facade, også i mødregruppen. Jeg havde svært ved at blotte mine følelser. Det var jo et nederlag, så jeg beskyttede mig selv. Jeg var nok bange for, at de ville dømme mig.

Verdens værste mor

Når min kæreste var på døgnvagt, kunne dagene være rigtig lange. Jeg kan huske en dag, hvor Wencke begyndte at græde, tidligere end hun plejede – og hun blev ved og ved! Jeg kunne ikke trøste hende og sad bare og kiggede på det her grædende barn. Jeg følte en kæmpe afmagt, men jeg blev også vred på hende. ”Hvad ér det, du vil?!” råbte jeg. Vi græd begge to. Til sidst rejste jeg mig, gik ind i soveværelset og lagde hende midt på sengen, mens hun skreg. Så gik jeg ud og holdt mig for ørene. Jeg havde det forfærdeligt! Så lød der et højt brag fra soveværelset. Min lille datter var faldet på gulvet. Det var skrækkeligt, jeg var så flov. Over at være gået fra hende i afmagt. Over at jeg ikke var i stand til at rumme gråden. Jeg følte mig som verdens værste mor! Det var et wake-up call.

Jeg havde sorte rande under øjnene, jeg tog på og fik eksem i ansigtet. Min krop gik simpelthen ned. Dér indså jeg, at det ikke kunne fortsætte, og at jeg var nødt til at åbne op frem for at skjule problemerne. Jeg blev ikke altid mødt med mere forståelse, men det lettede mig, det kunne jeg mærke.

Hjæææælp!

Vi var ved lægen flere gange, fordi vi troede, at der var noget galt. De sagde, at hun måske havde hård mave, og så fik vi dråber mod det. Vi prøvede med babymassage, og vi prøvede at vugge hende i søvn. Vi tog i svømmehal, fordi det skulle være beroligende for barnet, og vi sang, men der var intet, der hjalp! På den ene side var det befriendeat gøre en hel masse, men omvendt var det ubærligt, at intet virkede! Det var svært at holde modet oppe.

Jeg tvivlede på hele lægevidenskaben til sidst. Man er meget lost, fordi der ikke er nogen, der kan svare på, hvorfor det er, som det er. Hvorfor kunne ingen hjælpe mit barn?!

Jeg fik meget let til tårer. Jeg fik heller ikke selv den hjælp, jeg havde brug for. Min mor sagde på et tidspunkt: ”Åh, du er så sensibel, Ida”. Hun forstod ikke, at jeg var kørt til bristepunktet! Der var dage hvor jeg overvejede at gå min vej eller give mit barn væk. Var jeg overhovedet i stand til at være mor?

En dag passede mine forældre Wencke i et par timer. Efter halvanden time ringede min mor. Hun lød fuldstændig febrilsk: ”Jeg tror, dit barn er ved at dø. Hun skriger og skriger og skriger!”. Det var først dér, min mor forstod, hvad det var for en virkelighed, vi stod i.

Fra parforhold til skiftehold

Styrken i vores forhold var, at vi var så forelskede, da vi blev gravide, og vi var gode til ikke at lade vores frustrationer gå ud over hinanden. Min mand var især meget rolig omkring det hele. Men som par blev vi trukket fra hinanden. Vi sov på skift, og overskuddet til bare at give hinanden et knus forsvandt. Alt det der gør, at et forhold lever, følte jeg blev taget fra os.

I starten sad vi begge to og kiggede på det her grædende barn til kl. 03 om natten. Vi var jo et par, vi skulle dele det! Men så begyndte vi at afløse hinanden for at sove eller få et pusterum alene. Alting blev systematiseret. Vi levede nærmest som to robotter, men det var et spørgsmål om overlevelse. Det var en befrielse at slippe sit barn en gang imellem og bare være alene!

Endelig bedre tider

Da Wencke var otte måneder gik vi til en ny læge. For første gang spurgte en fagperson ind til vores situation. Hun spurgte blandt andet, hvad Wencke fik at spise og foreslog, at vi uskiftede den supplerende mælk, som Wencke fik på flaske, med mælkeerstatning for allergikere (Nutramigen). Det virkede! Stille og roligt så vi forandringen. Og kort efter havde vi en glad datter, der også sov om natten.

Efterfølgende var jeg vred over, at vi ikke blev taget alvorligt hos lægen fra starten. Der var jo noget galt. Vi har været en hård tid igennem, som kunne have været undgået, hvis gråden ikke bare var blevet ”slået hen” som kolik.

På den anden side af krisen

Når jeg ser tilbage, er det stadig med følelsen af afmagt. Vi fik en rigtig barsk start på livet som familie, synes jeg. Vores parforhold har overlevet turbulensen, men det har helt sikkert sat dybe spor i os begge to. Det har taget os lang tid at genvinde intimiteten, og jeg er blevet afskrækket fra at få flere børn. Måske hvis jeg vidste, at vi kunne undgå alt det, vi var igennem med Wencke.

Jeg kunne ikke gennemleve kolik én gang til. Tårerne presser sig stadig på, når Wencke græder. Jeg kan bryde helt sammen og få lyst til at gå min vej. Når hun græder, kan jeg blive overvældet af den gamle følelse af, at jeg ikke kan kapere at være mor. Det er rigtig hårdt, synes jeg.

Idas råd til kolikforældre

  • Tal med andre om det, for det er så psykisk hårdt!
  • Snak med hinanden om, hvordan I griber det an. Det er ikke sikkert, man finder en løsning på, hvorfor barnet græder. Derfor skal man finde langtidsholdbare løsninger, der sikrer, at man får sovet og får tid til at være alene, helst hver dag.
  • Prøv at se, hvad den anden har brug for frem for at blive irriterede på hinanden.
  • Lad dig ikke afvise af, at lægen ikke i første omgang kan sige, hvorfor barnet har kolik. Kolikdiagnosen må aldrig blive et sted, hvor problemet ”parkeres”.