Vi lærte at stole på vores egen intuition fremfor at søge de gode råd i bøgerne

Vi fik en svær start på vores nye liv som familie. Fødslen endte med akut kejsersnit efter et døgn med veer og fire forsøg med sugekop, og min kone mistede følelsen i sit ene ben under fødslen. Efterfølgende startede grådproblemerne, og amningen kom ikke ordentligt i gang.

De første tre uger var de hårdeste i mit liv! Ansvarsfølelsen var enorm, og jeg følte mig utrolig sårbar. Alle de ting, som vi troede, ville blive på en bestemt måde, blev anderledes. Gustav var helt vildt urolig og græd meget. På hospitalet fik han Panodil, fordi det så ud til, at han havde ondt. Han trak skuldrene op hele tiden. Hjemme var han svær at få til at sove, og han vågnede af ingenting. Vi måtte være musestille. Vi lærte, hvilke gulvbrædder vi kunne gå på, og vores forældre listede rundt, når de var på besøg.

Ubrugelige “gode råd”

Vi forholdt os meget til, hvad der stod i bøgerne om børn, og vi forsøgte at gøre alting på den “rigtige” måde. Vi ville jo gerne have ham til at sove bedre, men så længe vi fulgte de gængse råd, modarbejdede vi faktisk os selv. Fx var vi påpasselige med at lade ham ligge og sove på maven af os, selvom han sov bedst sådan. Vi fik at vide, at det var en dårlig vane, der ville gøre det svært at få ham til at sove i sin egen seng. Men det var noget pjat. Det var dén mulighed, vi havde, og da han var ældre skulle vi alligevel lære ham at sove selv. I stedet for at lade ham ligge og sove på maven og opnå ro og et større frirum til andre ting dén vej, kæmpede vi en hård kamp med at få ham til at sove alene.

Vi blev også rådet til ikke at tumle for meget med ham om aftenen, men vi fandt senere ud af, at en dreng som Gustav ikke bliver kørt op af det, men rent faktisk bliver træt på en naturlig måde. Sundhedsplejersken foreslog at vi svøbte ham, men det var helt absurd at prøve – det ville have krævet et reb at holde hans arme og ben i ro! Der skulle bevægelse til, det vidste vi bare ikke på det tidspunkt, og alle de anbefalinger vi fik, gik i den anden retning.

Glæden var væk

Vi oplevede så meget gråd, at det gik hen og påvirkede min generelle opfattelse af ham. Jeg så ham som et utilfreds barn, et barn der enten skreg eller snart ville skrige. Vores sundhedsplejerske sagde engang: “Her er da en glad dreng,” men jeg kunne slet ikke se det. Min kone kæmpede også med at tage ham rigtig til sig. Den dér store moderkærlighed var der ikke i starten, og det var hårdt for hende.

Søvnmanglen var ikke det værste i den periode – det var afmagten, at være handlingslammet. Det er virkelig slemt ikke at kunne trøste sit barn. Gråden kom bare rullende indefra, og der var intet, vi kunne gøre, man kunne bare sidde og holde ham og vente, til det gik over.

Vi skulle fremad

Min kone læste om kolik på nettet, men jeg var grundlæggende imod at tale om kolik, for når man taler om kolik, er der ingen vejledning, ingen hjælp at hente. Så for mig var det ligegyldigt, om han havde det eller ej, vi skulle bare fremad. Jeg havde det på samme måde med fødselsdepression. Min kone var totalt udkørt og ligbleg i to måneder efter fødslen. Hun havde det hårdt, men om hun havde en fødselsdepression eller ej, var i mine øjne ikke så vigtigt. Når man ikke sover om natten og er konstant stresset, og ikke rigtig oplever lykken ved at have fået et barn, så opfylder de fleste nok kriterierne for fødselsdepression, uden måske at have det. Vi var nødt til at se fremad og holde fast i, at dette ikke var en permanent tilstand.

To ting hjalp os i starten: En bekendt sagde: “Det er hæsligt de tre første måneder, og så bliver det bedre.” Det var faktisk en opmuntring på det tidspunkt! Og så var der min mor, som er sygeplejerske, der trådte til og hjalp med at starte amningen. Hun satte det på spidsen og sagde til min kone: “Er du overhovedet klar til amme? Hvis ikke, skal vi i gang med noget andet nu.” Det var slet ikke gået op for mig, at min kone var i tvivl om nogle af de her ting, og det var heller ikke gået op for hende. Ingen af os følte jo, at vi kunne magte den situation, vi stod i, og dét influerede på amningen. Men de fik det til at fungere.

At gøre det der virker

Som forældre skal man lære sit barn at kende. Vi fik så mange ting at vide om, hvad vi skulle gøre, og hvordan vi skulle behandle ham, men vi kunne ikke få det til at fungere, og det kunne ikke kun være os, der var galt på den. Så vi begyndte at sortere groft ud i de råd vi fik og fokusere på det, der virkede for os. Fx fandt vi ud af, at vi kunne svinge ham i søvn i et lagen eller i armene, og så gjorde vi det hver eneste gang, han skulle sove.

Vi fik opbakning fra en sundhedsplejerske, der sagde: “Gør det, der virker – efter 6 måneder kan man begynde at kigge på, om rutinerne skal laves om.” Det råd gjorde en forskel, det gav os tryghed og fjernede den dårlige samvittighed ved at gøre nogle ting på en utraditionel måde.

Gustav fik sit eget træningsprogram

Da Gustav var tre måneder, kom min svigermor med redningen: en bog (“Når Barnet Græder – en håndbog om kolik og urolige børn”, Bodil Beier), der gav os præcis de redskaber, vi havde brug for. Side for side fik vi løsningerne til, hvordan vi kunne hjælpe vores barn med at blive gladere, roligere og mere naturlig træt gennem masser af bevægelse og sansestimulation. Det vi gjorde om natten, skulle vi bare gøre endnu mere af om dagen. Vi svang ham, rullede ham, lagde ham på maven, lavede babymassage og tog ham meget i bad. Han skulle hele tiden bevæges eller i det mindste sidde op, så han kunne se, hvad der foregik. Første gang jeg løftede Gustav op, så han kunne se, og vi fik god kontakt, lyste hans ansigt fuldstændig op!

Det virkede helt vildt godt, og han blev meget gladere. Endelig kunne vi sætte fingeren på, hvad der var galt, og så blev det et overskueligt projekt.

Fastlåst af rutinerne

Vi lavede nogle faste rutiner, som fungerede, og det blev vores redningsplanke, som vi holdt rigtig godt fast i. Men det betød også, at vi efterfølgende havde svært ved at ændre på rutinerne ingen. Tænk, hvis det hele startede forfra! Det er noget af det værste, vi har slæbt med os, og som vi stadig kæmper med i dag – frygten for at ændre på rutinerne og nervøsiteten ved at skulle gøre ting på en ny måde. Vi svang Gustav i søvn, til han var seks måneder gammel og stoppede først, da sundhedsplejersken sagde, at nu var det nok på tide at lære ham at sove selv. Vi ville allerhelst blive ved med at svinge ham, fordi det fungerede så godt. Det er konsekvensen af at have et barn, der er så svært i starten. Man tør ikke give slip på rutinerne af frygt for, at problemerne starter forfra!

Parforholdet

Før vi fik barn, kunne jeg ikke se, at vores forhold nogensinde kunne gå i stykker. Men på et tidspunkt tænkte jeg: “Hvis det ikke bliver bedre, end det er nu, så står vi om to år uden at have fået talt rigtig sammen.” Pludselig kunne jeg mærke, at situationen var en trussel imod os, hvis vi ikke fik hånderet det. Der var ikke tid til at gøre nogle af de ting, der er nødvendige for at holde et parforhold kørende. Så vi lavede en aftale om, at det var forbudt at blive skilt i løbet af de første to år. Derefter kunne man gå, hvis man ville. Det var mest i sjov, men man kan ikke tage stilling til, hvordan ens liv hænger sammen på det tidspunkt. Derfor må man gennemleve det, og se hvor man så er henne.

Den første tid har rustet os til at rumme de problemer, der opstår og tænke over, hvordan vi kan løse det. Vi bruger rigtig meget tid på at tale om, hvad der virker, hvordan vi skal håndtere vores børn, osv. Det hjælper os, når der opstår konfliktsituationer, eller når vi er kørt fast i et uheldigt mønster. Der er altid en udvej.

Gode råd fra Toke

  • Giv tingene en chance, men drop de ting, der ikke passer til jer. Løsningerne skal både passe til barnet og til forældrene.
  • Lyt til barnet. Lad barnets signaler være pejlemærket for de ting, du gør, frem for hvad andre siger. Barnet kan jo selv mærke, om det kan lide at blive svunget eller at hænge på hovedet.
  • Få frustrationerne ud, så de ikke bliver til bitterhed.
  • Brug oplevelsen positivt. Fokuser på, at det er fedt at komme igennem, at ægteskabet holdt, og at det er fedt at få et glad barn!